Hvordan startede Ørbæk L’hombre Klub

En dag i 1957-58 henvendte den daværende formand for Ørbæk Borgerforening – Filip Andersen – sig til Asger Knudsen og spurgte, om de ikke skulle lave f. eks. en kortaften sammen – som alternativ til de foredragsaftener, som var det sædvanlige på borgerforeningens program.

De fik af kromanden lov til låne et lokale til et sådant arrangement. Herefter fik de fat i nogle kortspillere. Blandt andet var nogle bridgespillerne samt en del l’hombrespillere glade for ideen.

På kortaftenerne blev de normalt delt i 2 grupper. Det gik fint et stykke tid, men efter nogen tid ville bridgespillerne være sig selv. L’hombrespillerne fortsatte og fik lov til at spille i forsamlingshuset. Der blev dannet en forening og valgt en bestyrelse, som bestod af: Marius Rasmussen, Asger Knudsen, Rasmus Knudsen, Chresten Wilhelmsen, Aksel Jørgensen og H.P. Kohave. På den stiftende generalforsamling, som fandt sted den 10. januar 1959, blev Asger Knudsen valgt som formand.

Der blev i den efterfølgende periode taget kontakt til andre L’hombreklubber, bl.a. Gislev, som de fik nogle gode kampe med og samtidig indblik i Dansk L’hombre Union, da Gislev allerede var med i unionen. Ligeledes blev der etableret kontakt til Svendborg L’hombreklub, som der gennem flere år blev arrangeret pokalkampe med. Senere – i 1962 – blev det også til et godt samarbejde med Odense, hvor der blev spillet kampe på det daværende Hotel Prior.

Samarbejdet med disse klubber ophørte dog efterhånden, men der blev etableret et samarbejde med Kerteminde L’hombreklub, som stadig består med en årlig Pokalturnering over 3 spilleaftener.

Ørbæk L’hombreklub blev medlem af Fyns L’hombreUnion ved oprettelsen i 1959 og deltog aktivt i arbejdet i Fyns L’hombre Union – ikke alene med deltagende hold i Fynsturneringen, men også på det organisatoriske plan, hvor det i 1972 lykkedes at få henlagt afviklingen af turneringskampe under Fyns L’hombre Union til Ørbæk Hallen.

Ørbæk L’hombre Klub har deltaget i Fynsturneringen med 8 til 9 hold og har gennem tiderne opnået fine resultater bl. a. med 3 fynske mesterskaber. Det bedste resultat opnåede klubben i 1984, da et hold fra klubben blev danske mestre.

Holdet bestod af: Asger Knudsen, Jørgen Hansen, Aksel Rasmussen og Johnny Petersen

Formænd gennem tiderne

1959 – 2004 : Asger Knudsen
2004 – 2006 : Aksel Jakobsen
2006 – 2018 : Svend Erik Larsen
2018 –          :Heidi Storgaard

Æresmedlemmer

    • Asger Knudsen: Udnævnt den 30. marts 2004 ved sin afgang som formand gennem 45 år.
    • Rasmus Knudsen: Udnævnt den 10. januar 2009 ved klubbens 50-års-jubilæum.
    • Jens Peter Nilsson: Udnævnt den 25. april 2017 ved generalforsamlingen.
    • Aksel Jakobsen: Udnævnt den 10. januar 2019 ved klubbens 60-års-jubilæum.

Begivenheder

50-års-jubilæet blev fejret ved et middags-arrangement i Ørbæk-hallen (nuværende Ørbæk Midtpunkt) med deltagelse af ca. 30 af klubbens medlemmer. Specielt indbudt var formanden for Fyns L´hombre-union, Kurt Sørensen og formanden fra Kerteminde, Jens Andersen. Begge sagde pæne ord om Ørbæk L´hombreklub og der blev overrakt en pokal fra FLU. Asger Knudsen fortalte om klubben gennem tiderne, og der blev afsluttet med L´hombrespil.

60-års-jubilæet blev fejret ved et middags-arrangement i Ørbæk Midtpunkt den 8. januar 2019 med deltagelse af 54 af klubbens medlemmer. Efter middagen blev der spillet præmiel’hombre.